Kvindelig tæppehandler i en mandlig verden..

Mange spørger hvordan det er, at være kvindelig tæppehandler I Tyrkiet.

"Er det ikke farligt, at rejse alene rundt ?"

"Er det ikke svært, at færdes i en tæppeverden der udelukkende består af mænd ?"

Dertil kan jeg svare, at jeg aldrig har oplevet noget farligt, tværtimod møder jeg megen venlighed og gæstfrihed, døre der åbner sig, kvinder der byder mig ind til te og familier der inviterer på middag.

Det er alle oplevelser man ikke får på samme måde, som når man rejser to eller flere sammen. I de små landsbyer og på de lokale strande bliver der passet godt på mig og sørget for mig.

Selvfølgelig skal man altid bruge sin fornuft og sin mavefornemmelse, være bevidst om, at man er ene kvinde i et muslimsk land og, at der er forskel på landsdelene.

Det er vigtigt, at tænke på sin beklædning, uden dog at pakke sig ind i lange gevandter og tørklæde, det er ikke nødvendigt, med mindre man besøger en moské.

OPSTART I TYRKIET - Respekten

Meget hurtigt, efter at jeg begyndte, faldt jeg til i tæppeverdenen, som udelukkende består af mænd. Hurtigt fandt de ud af, at jeg ikke var en blåøjet blondine, men at jeg har en lang tekstiluddannelse bag mig..

...De fandt også ud af, at jeg både har lært, at spinde garn, indfarve med planter og syntetiske farve og, at jeg også har lært at væve. Da de også fandt ud af, at jeg har læst på lektien om kelimtæpperne, så har der været respekt lige siden.

Jeg har mine faste tæppehandlere, som jeg har kendt i mange år og som jeg kan stole på når jeg handler. De ved jeg er kritisk med hensyn til kvalitet, alder på tæpper mm.

I TYRKIET - Føler jeg mig tryg

Jeg føler mig ganske tryg blandt mine tæppehandlere og kan roligt begive mig på roadtrips, gå ud og spise, spise middage i deres butikker om aftenen, sammen med deres venner eller familie.